Jeg er afhængig af dig og kan ikke forlade dig. Jeg kan ikke huske hvordan det er at være uden dig. Du er inden i mig og imens forandrer du mig, laver mig om, gør mig rigtig, sætter alting på plads derinde, får mig til at fungere, dulmer min angst, dæmper mine tanker, fikserer min krop, øger mit stofskifte, sløver min slidte hjerne, lægger mig i seng.

Siden vi mødtes første gang, da jeg var 17 år og du var frisk fra pakning har jeg ikke kunnet forlade dig, selvom du altid har givet mig kvalme, dårlig mave, hovedpine, ekstrem uro, ekstrem appetit, ingen appetit, abstinenser, apati, angst, depression, mani og efterladt mig som en zombie ude af stand til at føre en samtale eller gå ud ad en dør i ugevis, fuldstændig tappet min energi og begravet mig i en sindssyg tilstand af ikke at kunne tænke to sammenhængende tanker. Selvom alt det og meget mere, som jeg ikke kan huske, fordi du har slettet min hukommelse gang på gang, selvom alt det kan jeg ikke forlade dig.

Du er en af dem jeg hader allermest og samtidig er jeg sammen med dig hver eneste dag. På en underlig måde holder jeg jo også af dig, for du er jo den eneste der har været der for mig hver eneste dag i alle disse forbandede sygdomsår. Inden jeg mødte dig som 17 årig, havde jeg aldrig haft en som dig der hver aften dulmede mine flossede nerver og bandt knuder på mine tanker. Inden jeg mødte dig var mine problemer almindelige, jeg var almindelig, det tog du fra mig. Da vi mødte hinanden var vi lukket inde alene sammen i lang tid inden du mødte mine venner og familie. De så dig ikke som jeg så dig, selvom flere af dem prøvede, de så ikke den smerte du påførte mig og hvor bange du gjorde mig. De vidste ikke hvordan du langsomt forandrede mig. De så kun det positive i dig: dine evner til at berolige mig og tale mig fra alle mine skøre idéer. Det er disse evner der gør at jeg alligevel holder af dig. Jeg kommer aldrig til at tilgive dig for de smerter du har forvoldt mit hjerte og mit lille hoved, men jeg må alligevel indrømme, at du nok også skal have tak for at have holdt mig i live og lagt mig i seng efter mange søvnløse nætter. Det er jo alligevel altid dig jeg går til når jeg kamp sveder af angst og ikke kan være i verden længere og mine tanker kører af sted som et lyntog.

Jeg har tit tænkt på at forlade dig een gang for alle og det har jeg faktisk også gjort en gang eller to, med det resultat at jeg lynhurtigt blev indlagt med forfærdelige manier. Jeg kunne selvfølgelig forlade dig lidt ad gangen, og det er nok også sådan du skal forlades hvis det en dag bliver aktuelt, men lige nu er jeg stadig for afhængig af dig og det system du kommer fra, et system som nærmest ikke foretager sig andet end at sætte nogen som dig og mig sammen. De har altid sagt at jeg ikke må forlade dig og at du og jeg skal være sammen for evigt, det er mit lod i livet. Når man har været så enormt dårlig som jeg har været, tør man ikke lytte til andet og derfor bliver jeg hos dig.

Der er også mange der har sagt at jeg burde forlade dig og søge andre veje, og selvom jeg måske nok har lyst til det, så er det altså bare sådan at jeg føler at det er mit liv der er på spil, hvis jeg går fra dig. I mine drømme går jeg fra dig, men det er en fantasi, det er ikke realistisk og selvom jeg hader så meget af det du gør ved min krop, så tør jeg ikke gå fra dig, fordi jeg tør ikke risikere at blive sendt der hen hvor ingenting hænger sammen længere. Derfor bliver jeg hos dig.

Når jeg henter dig på apoteket, kommer du i forskellige indpakninger og farver og jeg betaler for dig. Jeg kan som oftest vælge en billigere kopiversion af dig og det gør jeg gerne. Noget af det værste jeg ved, udover at jeg skal betale for dig, er det blik jeg får fra den som står bag disken i apoteket, uanset hvilket blik jeg får. Ligegyldigt, hvor mange gange jeg har købt dig, så er det altid en ubehagelig oplevelse for mig at skulle fortælle dem bag disken at jeg har brug for dig. Det er det samme når jeg får taget mine blodprøver hver 3. måned eller en sjælden gang i mellem er til tandlægen og de spørger til dig, jeg hader at snakke om dig og jeg hader at forestille mig hvad andre tænker om dig og mig.

Jeg tænker af og til på hvad der mon var sket hvis jeg havde mødt en anden end dig dengang som 17 årig, en som kunne have lyttet lidt mere til mig eller støttet mig på nogle andre måder end dig. Dem har der ikke været mange af i det system du kommer fra, og hvis jeg har været så heldig at møde en af dem der er sådan forsvinder de altid lige så hurtigt som de kom, fordi de ikke kan involvere sig på længere sigt, fordi det system de kommer fra siger at de ikke må.

Du er jo egentlig også ret så fleksibel og det er jo skønt. Med dig kan man altid skrue op og ned for intensiteten og for hvor ofte vi er sammen. Du fylder heller ikke så meget og du er altid pakket godt ind. Du kræver ikke noget og spørger aldrig om noget. Alligevel gør det ondt at være sammen med dig og selvom jeg ikke tænker på mig selv som en dyrker et naturlighedsideal, så er der noget indeni der drømmer om at mærke mig selv uden dig.