Det her indlæg handler om en svær oplevelse jeg havde under en indlæggelse engang. Det er første indlæg af flere jeg gerne vil dele for at sætte fokus på den utryghed og de overgreb man kan opleve når man ufrivilligt deler tag med rigtigt syge mennesker.

Når jeg har været indlagt har jeg altid røget mange cigaretter og hvis jeg ikke ryger inden en indlæggelse er det stensikkert, at jeg starter igen så snart jeg er inde bag hospitalets tykke mure. Gerne 30 smøger om dagen, som jeg ryger i et forsøg på at dulme nerverne og få tiden til at gå.

Der findes altid et sted man kan ryge på de lukkede afdelinger, et “rygebur”. Jeg kalder det et “rygebur”, fordi de minder mig om bure med gitter på væggene og fordi de langt fra er lige så store og åbne, som jeg husker altanerne på de åbne afdelinger kan være. Jeg kan huske to af den slags “rygebure”, det ene slags er et indendørs rum på måske ti kvadratmeter med et metalgulv og nogle stole rundt omkring, det andet er kun et par kvadratmeter udendørs “rygebur” ifm. en trappe, som løber op langs bygningen. “Rygeburene” er et af de steder, man som indlagt er tvunget til at være meget tæt på sine medpatienter på godt og ondt. Her i disse små “bure” har jeg oplevet mange mennesker med psykoser og manier på meget tæt hold og det er bl.a. også her i “rygeburet”, at jeg har været angst for at blive udsat for chikane, vold og overgreb.

Det er jeg også denne dag, da jeg ryger en smøg i det lille “rygebur” på trappen. Jeg står længst nede i det lille bur, og pludselig ser jeg en mand komme løbende i et sindssygt hurtigt tempo ned imod mig. Jeg når ikke at tænke ret meget før manden er helt henne i døren ud til buret. Buret har kun én ind- og udgang og her står manden nu og puster sig op, bogstavligt talt. Han gør sig bred midt i døren og blokerer for at jeg kan komme forbi ham. Jeg er fanget her i buret og jeg går i panik.

Manden som virker aggressiv og utilregnelig råber noget af mig, som jeg har glemt. Det er på en underlig måde normalt at møde den slags mænd derinde på den lukkede. Der er ingen mennesker bag ham, ingen personale, ingen andre i buret end os og kun mig og den her ekstremt ophidsede mand, som nu blokerer min eneste udvej. Det næste der sker er, at manden hiver sine bukser ned og begynder at onanere foran mig, han er nok i en afstand af måske halvanden meter fra mig. Jeg bliver helt paf og det hele sker så hurtigt, manden har en energi på 200km/t og jeg bliver grebet af angst.

Jeg når at føle mig ydmyget og krænket over hans adfærd, men kun i et kort sekund før det går op for mig, at jeg faktisk er mere angst for hvad der vil ske om lidt, om han vil gøre skade på mig eller komme tættere på. Jeg har ingen anden udvej end den vej han blokerer og min hjerne når ikke at tænke længe, før jeg beslutter at jeg bliver nødt til at slå manden, for enten at skræmme ham væk fra døren eller muligvis slå ham ned i gulvet så jeg kan komme væk. Jeg skælver ved min tanke et øjeblik, fordi jeg ikke bryder mig om tanken om at skulle slå ham og frygter at han kan få fat i mig, hvis jeg kommer for tæt på, eller at han vil blive mere aggressiv af at blive slået. At føle sig nødsaget til at bruge vold for at komme væk, føles som en forfærdelig ydmygende ting. Der er dog ingen tvivl i mig, hvis jeg skal være på forkant med den mand, skal jeg slå ham før han kommer tættere på og jeg skal være hurtig.

Jeg tror det her foregår på under et minut, men jeg når alligevel at tænke alle disse tanker inden jeg hurtigt løber hen mod manden, som er forholdsvis trænet og sigter min knyttede hånd imod hans kindben. Jeg mærker hans hoved mod min hånd og et ryk i min skulder. Det lykkes for mig, jeg rammer ham så hårdt jeg kan på hans kæbe og han tager sig til hovedet og flytter sig lidt, nok til at jeg kan løbe forbi ham, videre ned til gangen og ad gangen hen til mit værelse. Bagefter har jeg hjernedødt ondt i min skulder, fordi jeg ikke dur til at slå fra mig og vidst nok aldrig har slået nogen så hårdt i mit liv før. Jeg kan ikke huske de efterfølgende timer eller dage, men jeg ser vidst aldrig manden igen, så jeg har nok kontaktet personalet og fortalt dem om min oplevelse og en af os er nok blevet flyttet til en anden afdeling.

Det er et alvorligt problem, at de afdelinger som vi bliver indlagt på, fordi vi er syge og har behov for hjælp, er med til at bidrage yderligere med frygt og traumer. Det sted som skal fungere som vores hjem og ovenikøbet vores behandlingssted, kan virke som en banegård fyldt med folk med aggressiv og krænkende adfærd. Vi er i forvejen alene når vi er der, adskilte fra vores familie og venner, på medicin, i krise og er ofte utrygge ved at være lukket inde et fremmed sted. At vi så ovenikøbet skal frygte for vores medpatienter er så belastende. Jeg har i løbet af mine mange indlæggelser oplevet mange mænd, som har opført sig krænkende over for mig og de oplevelser er med til at ødelægge den helende process en indlæggelse burde være.

Jeg vil gerne dele flere af denne slags fortællinger, for at tegne et billede af den sexisme vi kvinder oplever i psykiatrien, og for derigennem at vise at den hjælp vi bliver tilbudt er at blive lukket inde et sted, hvor vi må frygte at blive udsat for overgreb. Ofte er folk indlagt på lukkede afdelinger, fordi de vurderes at være til fare for sig selv eller andre. Dette betyder også at der er folk på afdelingerne, der kan være “farlige” at være indlagt sammen med. For en som mig, der ikke er udadreagerende over for mine medpatienter, er dette forhold ekstremt skræmmende og jeg ved ikke om løsningen på disse forhold er at afdelingerne blev kønsopdelte eller om der er andre måder at dele patienter op på så man kunne mindske den krænkende adfærd der finder sted, men måske hvis ressourcerne var der og man kunne lave mindre afdelinger med en mere velovervejet patientsammensætning og bemanding kunne man nå et stykke af vejen mod et mere trygt miljø. En god del af forklaringen på de dårlige patientsammensætninger og den deraf afledte utryghed kan jo tænkes at ligge i, at de psykiatriske afdelinger altid er overbelagte og mangler faciliteter.