Dette er mit andet blogindlæg om krænkende adfærd fra medpatienter i psykiatrien. Dette indlæg vil ligesom det forrige tage udgangspunkt i en oplevelse fra en indlæggelse, hvor jeg blev krænket og udsat for seksuel chikane. Jeg vil i senere indlæg gerne forholde mig til andre temaer end dette, men disse oplevelser vejer tungt i mine erindringer fra mine indlæggelser, at jeg har skullet deale så meget med krænkende adfærd og jeg har derfor brug for at dele mine frustrationer og oplevelser med denne ofte oversete problematik i behandlingen af patienter på de psykiatriske afdelinger.

Denne fortælling begynder under en af mine indlæggelser på åben afdeling på Bispebjerg, hvor jeg falder jeg i snak med en mand på altanen. Det er sommer og varmt og der er faktisk rart at sidde på den forholdsvis store altan med udsigt til nogle grønne træer. Manden, der sidder i en stol til højre for mig, begynder at småsnakke lidt, han er meget glad og venlig, men virker måske også en anelse opstemt, hvilket er forholdsvis normalt at være, hvis man er indlagt med mani. Han smiler meget til mig og virker sådan lidt ekstra frisk. Han snakker hurtigt og hans krop virker lidt urolig, han rokker frem og tilbage i stolen og har svært ved at finde ro. Maniske folk kan virke meget intense og hvileløse, de kan befinde sig i en lykkerus, men kan også blive angste og vrede. Han er, vil jeg skyde på, en 15-20 år ældre end mig og jeg er omkring 19 år på det tidspunkt. Jeg kan ikke huske hvad vi snakker om, men han vil pludselig gerne have mig med ned i kælderen under hospitalet, da der er noget han gerne vil vise mig. Jeg synes det lyder lidt mærkeligt, men jeg siger alligevel ja og går med ham derned. Under Bispebjerg er der et kæmpe net af kældergange, og jeg har tidligere været dernede med min matematiklærer på ungdomspsykiatrisk. Manden går med hurtige skridt og jeg bliver lidt stresset over hans energi, imens jeg prøver at følge med i hans tempo. Nede i kælderen tager han mig hen til køkkenet, hvor den mad vi spiser bliver lavet og han fortæller mig at maden vi spiser i dag bliver lavet flere dage i forvejen og at den så bliver lunet igen inden vi skal spise den. Maden på afdelingen er temmelig smagløs, traditionel dansk mad, som bærer præg af at være lavet så alle patienter uanset deres alder kan spise og tygge den. Han opfører sig som om han har opdaget noget helt forrykt, som han nu har ‘afsløret’ for mig. Jeg tænker på den mad vi spiser og er egentlig ikke så overrasket over nyheden om at den er flere dage gammel. Jeg vil gerne op på afdelingen igen, jeg synes ikke denne udforskning af kælderen under hospitalet er særlig interessant og jeg er måske også en lille smule utryg ved manden som jeg ikke kender, og som virker opstemt og alt for opsat på at gå på eventyr hernede. Vi går sammen op på afdelingen igen og jeg går ind til mig selv og ånder lidt ud, imens jeg fortryder en lille smule at være gået med ham.

I de efterfølgende dage vi er indlagt sammen opsøger han ofte mit selskab. Han spørger også om jeg ikke gerne vil se et maleri inde på hans værelse, jeg tøver med at sige ja,men ender alligevel med at gå forsigtigt med hen til hans værelse, hvor jeg stiller mig i døren. Han har et gammelt maleri stående på gulvet, det er faktisk den eneste ting der er i rummet udover de møbler der i forvejen er på en stue. Det er et landskabsmaleri og det siger mig ingenting, men manden er tydeligvis ovenud begejstret for det og virker som om han tænker, at det er noget helt særligt han har fingrene i. Han virker generelt som om han har oplevet en overnaturlig indsigt i noget guddommeligt eller er overbevist om en eller anden sandhed, måske noget åndeligt, der løfter hans stemning til et højere luftlag, men som også gør ham fjern i kontakten. Det kan være rigtig svært at navigere i hvem man kan have kontakt med på sådan en afdeling, fordi det reelt set ikke er til at sige, hvordan folk egentlig har det.

Jeg sidder en dag og tegner inde i dagligstuen, som jeg så ofte har gjort, denne dag tegner jeg en havfrue i mange farver. Tegningen er ikke specielt flot og det er mest bare et tidsfordriv for mig at sidde og prøve at tegne noget der kan lede tankerne hen på papiret og få dem til at falde til ro. Manden kommer ind i dagligstuen imens jeg tegner og er ved at falde bagover, da han ser min tegning. Han siger noget a la ”Jeg vidste du ville tegne den havfrue i dag” og fortæller at det er tegn og så giver han mig nummeret på en kvinde i Sønderjylland, som han siger skal ringe til og snakke med om min oplevelse, en som kan hjælpe mig, hvad det så end betyder? Han fortæller også, at hun venter jeg skal ringe til hende. Det skal siges at jeg selv er temmelig sårbar under min indlæggelse og bliver måske et øjeblik i tvivl om den her mand altså virkelig er synsk og om det er sandt at den her kvinde måske kender mig og forventer jeg ringer. Der er på en måde en sær omsorg i at få at vide at nogen venter jeg skal ringe, samtidig med at min hjerne fortæller mig at det må være en stor løgn. Jeg ringer til kvinden i Sønderjylland, og en kvinde svarer da jeg ringer, men jeg kan desværre ikke huske samtalen, kun at jeg ikke får noget ud af opkaldet, og at det er her det virkeligt går op for mig, at er den her mand altså tror på nogle åndelige fiduser, som jeg slet ikke kan tage alvorligt og finder skræmmende. Det er ret almindeligt at møde mennesker på afdelingerne der tror de har særlige evner eller oplever at være i kontakt med både levende og døde mennesker, så på en måde tænker jeg bare at han er manisk eller psykotisk og lader være med at gå mere ind i det med havfruen.

Det gør mig lidt utryg at han er så opsat på at vise mig alle de her ting og tror på noget, som jeg egentlig slet ikke kan forstå eller tage alvorligt. Jeg har endnu ikke afvist den her mand og kontakten med ham, og det er jeg nok også ufattelig dårlig til helt generelt når jeg er indlagt. Jeg er et virkelig høfligt og naivt væsen, der taler med dem jeg sidder ved siden af og generelt tror på det bedste i folk. Jeg føler på det her tidspunkt ikke, at jeg har flirtet med manden, eller lagt op til ham, men jeg må også indrømme, at jeg til tider i mit liv har mødt mænd, som troede at vi skulle være kærester, blot fordi vi havde snakket meget sammen, så måske det var det som denne mand oplevede. Men så, en dag på altanen, fortæller manden mig, at han ikke må se sin søn, og noget med at han har truet en sagsbehandler vidst nok. Det gør at jeg bliver rigtig bange for ham og jeg tænker at nu vil jeg ikke have mere kontakt med ham, men jeg har svært ved at sige det til ham.

En dag sker der så det at manden går ind på mit værelse. Jeg ligger på dobbeltstue, men hende jeg deler værelse med er ikke i rummet. Jeg står ved min seng og han går med hastige skridt hen mod mig og tager fat i mig og kysser mig, jeg forsøger at skubbe ham fra mig imens han presser sig ind mod mig og lægger mig ned på sengen med ham ovenpå. Jeg går i panik og råber at han skal stoppe, ret så højt og det virker. Han rejser sig fra mig og går sin vej. Det hele sker så hurtigt og da han er væk står jeg tilbage og fatter ikke helt hvad der er sket udover at mine grænser endnu engang er blevet overskredet i en sådan grad at jeg fik ondt i maven og begyndte at græde og endnu engang virkede afdelingen der skulle være en beskyttende ramme, som det sted der giver mig flest myrekryb og ar på sjælen. Jeg føler mig ensom og bange, alene blandt psykotiske mennesker, med et hamrende stort behov for omsorg.